3F Superligaen

Lyngby bankede FC Midtjylland efter store personlige fejl

I forrige sæson havde Lyngby Boldklub et godt tag på FC Midtjylland - en tendens, som den kongeblå klub ser ud til at have taget med ind i den nye sæson.

Lyngby sejrede sikkert over FC Midtjylland i Superligaen.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Lyngby Boldklubs mirakuløse overlevelse i Superligaen blev hjulpet godt på vej af flere gode resultater mod FC Midtjylland i forrige sæson.

Søndag krydsede de to klubber så klinger for første gang i den nye sæson, da midtjyderne gæstede Lyngby Stadion.

Her blev det til en storsejr på hele 4-1 for hjemmeholdet, som dermed ser ud til at havet taget forrige sæsons tendens med sig ind i den nyeste udgave af Superligaen.

FC Midtjylland gjorde det absolut heller ikke nemt for sig selv, da Stefan Gartenmann allerede efter seks minutter blev sendt i bad med et direkte rødt kort.

Efter lidt mere end et kvarter blev ondt værre for gæsterne, da Paulinho kastede sig ned i en glidende tackling og lavede et unødvendigt straffespark på Lyngbys Sævar Magnusson. Islændingen scorede i forrige sæson fire ud af sine seks mål mod FCM.

Frederik Gytkjær eksekverede sikkert fra 11-meterpletten, og så stod der ellers 1-0 til Lyngby.

I det 29. minut var det så Henrik Dalsgaards tur til at diske op med en personlig fejl, da han valgte at drible rundt foran eget felt, inden han fik spillet bolden til en Lyngby-spiller med hælen. Få sekunder efter endte bolden ved Kolbeinn Finnsson, og så stod der 2-0.

Efter pausen røg tempoet ud af kampen, og Lyngby trykkede ikke helt så hårdt på.

Ethvert håb om comeback for gæsterne blev dog slukket med lidt mindre end en time spillet, da Oliver Sørensen var uheldig og sendte bolden i eget mål.

I det 82. minut blev ydmygelsen total, da Tochi Chukwuani gjorde det til 4-0 for Lyngby.

FC Midtjylland fik dog pyntet på resultatet til allersidst, da indskiftede Gue-Sung Cho gjorde det til 4-1, hvilket altså blev kampens resultat.

Se listen over de 10 dyreste danske fodboldspillere nogensinde – Højlund klart i top

Foruden Gue-Sung Cho startede FCM-profiler som Aral Simsir og Kristoffer Olsson også ude. Salgsaktuelle Gustav Isaksen var ikke med.

Lyngby har nu hentet fire point efter Superligaens første tre runder, mens FC Midtjylland fortsat har hentet seks point.

Se kampens højdepunkter øverst i artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P