
United sælger målmandstalent til Sunderland
Manchester United offentliggør onsdag, at 23-årige Nathan Bishop skifter til Sunderland på en permanent aftale.

Nathan Bishop er fortid i Manchester United.
The Red Devils skriver onsdag på sin hjemmeside, at den 23-årige keeper er blevet solgt til Sunderland.
Bishop kom til Manchester fra Southend United i 2020, hvorefter han blev lejet ud til Mansfield Town i sæsonen 2021/22.
Et lejeophold, som United kalder for succesfuldt, og hvor Bishop fik vist, hvad han er i stand til på målmandsposten.
Den unge englænder nåede aldrig en kamp for Uniteds førstehold, men han fik dog 12 kampe mellem stængerne for U21-mandskabet.
Bishop har en enkelt kamp for det engelske U20-landshold på CV’et.

Klubben melder intet om, hvor meget Nathan Bishop er blevet solgt for.