
Southampton sender forsvarsprofil til Ligue 1
Både Southampton og AS Monaco bekræfter tirsdag aften, at man har indgået en aftale om den 24-årige ghaneser.

Premier League-nedrykkerne fra Southampton er blevet en forsvarsspiller fattigere.
Det står klart, efter den franske Ligue 1-klub Monaco netop har offentliggjort Mohammad Salisu som ny spiller i klubben.
Den 24-årige ghaneser har sat sin underskrift på en fem-årig aftale, der altså holdet ham i det franske indtil sommeren 2028. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Ghaneseren kom til Southampton fra spanske Real Valladolid i sommeren 2020 og har sidenhen været en vigtig del af bagkæden i Southampton.
Den 191 centimeter høje stopper nåede at spille 80 kampe for Southampton og noterede sig selv for en enkelt scoring.
I landsholdsregi står Salisu noteret for seks kampe, hvoraf han spillede tre af dem under VM-slutrunden i december sidste år.

Her scorede han desuden i Ghanas 3-2-sejr over Sydkorea, hvilket blev hans andet mål for landsholdet.