International Fodbold

Saudi Arabien fortsætter oprustning – Jürgen Klopp kalder på indgriben fra UEFA og FIFA

I Liverpool har de denne sommer sendt tre spillere til den saudiarabiske liga, og tendensen bekymrer manager Jürgen Klopp, der vil have FIFA og UEFA til at gribe ind på særligt ét punkt.

Liverpool-manager Jürgen Klopp kalder på indgriben fra FIFA og UEFA i forbindelse med Saudi Arabiens mange indkøb denne sommer.
Foto: Roslan Rahman/AFP/Ritzau Scanpix

Fabinho, Jordan Henderson og Roberto Firmino.

Alle tre har denne sommer forladt Liverpool til fordel for den saudiarabiske liga, og de er langt fra alene i at have forladt europæisk fodbold til fordel for den stortsatsende mellemøstlige liga.

I både Fabinho og Jordan Hendersons tilfælde har Liverpool fået en transfersum, mens Roberto Firminos kontrakt i Liverpool løb ud denne sommer, hvorfor han kunne skifte transferfrit.

Nu tager Liverpool-manager Jürgen Klopp bladet fra munden, for han ser særligt én markant problemstilling.

– Lige nu er det voldsomt, men det værste er, at transfervinduet i Saudi Arabien er åbent tre uger længere end i Europa. Det hjælper ikke. Så UEFA og FIFA må finde en løsning på det, men lige nu ved jeg ikke, hvad der kommer til at ske.

– Det har allerede stor indflydelse på os – helt sikkert, men vi er nødt til at lære at håndtere det, lyder det fra Jürgen Klopp forud for Liverpools træningskamp mod Bayern München onsdag.

Tidligere Liverpool-stjerne slutter sig til Ronaldo i Saudi-Arabien

Mens det engelske transfervindue lukker den 1. september, så lukker vinduet i Saudi Arabien først den 20. september, og dermed vil klubberne i Saudi Arabien kunne købe spillere i eksempelvis England, uden at de sælgende klubberne har mulighed for at hente erstatninger.

Også Klopps trænerkollega og landsmand, Thomas Tuchel, ser lidt overrasket mod situationen i Saudi Arabien.

– Jeg observerer bare situationen – en meget ny situation. Måske en situation lidt lig da Kina startede – en tilsvarende ‘gold rush’. Vi oplever den næste liga, der forsøger at blive mere populær, mere berømt og forsøger at bygge et brand, og de henter en masse kvalitetsspillere og trænere.

– Det er en helt ny situation, og det er lidt for tidligt for mig at have en klar holdning, så jeg er bare en observatør – en overrasket observatør, lyder det meget diplomatisk fra Bayern-træneren Tuchel.

Officielt: Endnu en Liverpool-spiller skifter til Saudi Arabien

Det var Cristiano Ronaldo, der i januar startede massetilstrømmen af spillere til Saudi Arabien, og denne sommer er tendensen nærmest eksploderet.

Således er spillere som Moussa Dembélé, Jason Denayer, Malcolm, Rúben Neves, Sergej Milinkovic-Savic, Kalidou Koulibaly, Grzegorz Krychowiak, Sadio Mané, Seko Fofana, Marcelo Brozovic, Allex Telles, Jota, N’Golo Kanté, Karim Benzema, Riyad Mahrez, Allan Saint-Maximin og Edouard Mendy alle skiftet til den storsatsende liga.

Det er nærmest udelukkende de fire store og delvist statsejede klubber Al-Ahli, Al ittihad, Al-Nassr og Al-Hilal, der har hentet de mange udenlandske spillere denne sommer.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P