Barca sender Araujo til oprykkere på leje
FC Barcelona sender højrebacken Julián Araujo til LaLiga-oprykkerne fra Las Palmas.
Det er bare et halvt år siden, at han skiftede til FC Barcelona fra amerikanske Los Angeles Galaxy.
Nu drager den amerikansk-fødte mexicaner, Julián Araujo, videre, da han er blevet udlejet til Gran Canaria-klubben Las Palmas for den kommende sæson.
Araujo sluttede sig efter fire sæsoner hos Los Angeles Galaxy til FC Barcelonas andethold, Barca Atlétic, i januar, men han deltog undervejs i sæsonen i træninger for klubbens førstehold, som han debuterede for i en træningskamp mod japanske Vissel Kobe i juni.
Selvom han endnu har sin officielle debut for FC Barcelona til gode, så står han allerede noteret for 10 officielle landskampe for Mexico.
Senest spillede han tre af Mexicos seks kampe på vej til sejren i Gold Cup i sidste måned.
21-årige julián Araujo, der ikke er at forveksle med Barcas uruguayanske midterforsvarer Ronald Araujo, har kontrakt i Barcelona til sommeren 2026.