Klopp joker om Mbappé-rygter: Jeg vil ikke ødelægge en god historie
Rygterne om et skifte til Anfield for Kylian Mbappé er knapt opstået, før klubbens manager skyder dem godt og grundigt ned.
Mundvandet var så småt begyndt at løbe hos flere Liverpool-supportere.
De kan dog godt begynde at finde servietterne frem, for Kylian Mbappé er ikke på vej til Anfield, som rygter tidligere på ugen ellers meldte om.
Den franske superstjerne er angiveligt sat til salg af sin klub, Paris Saint-Germain, men selvom Liverpool formentlig ville have råd til at købe ham, da hans nuværende kontrakt udløber om bare ét år, så er angriberen ikke et emne hos Jürgen Klopps mandskab.
Det fortæller tyskeren nu selv til Sky Sports Deutschland.
– Vi griner af det. Jeg kan sige så meget, at jeg synes, at han er en virkelig god spiller, men de økonomiske omstændigheder passer os overhovedet ikke.
– Jeg vil ikke ødelægge en god historie [..] Men så vidt jeg ved, så er der ikke noget i det. Men det er muligt, at der er en anden i klubben, der er ved at forberede noget for at overraske mig [..] Men det er ikke sket i de otte år, jeg har været her, så det ville være første gang, lyder det fra Klopp.
Medie: To overraskende klubber arbejder hårdest på Mbappé-skifteKylian Mbappé er af flere omgange meldt tæt på Real Madrid, og i PSG er de angiveligt overbeviste om, at deres helt store stjerne allerede har underskrevet en forhåndskontrakt med de spanske giganter.
Tidligere på måneden afviste Mbappé angiveligt helt at tale med repræsentanter fra saudiarabiske Al-Hilal, som ellers havde fået accepteret et rekordstort bud på 300 millioner euro af PSG.