Medier: AC Milan nærmer sig amerikansk landsholdsspiller
AC Milan er ikke langt fra at præsentere Sandro Tonalis midtbaneafløser.
AC Milans titelforsvar gik ikke så godt i sidste sæson.
Klubben endte på en fjerdeplads og kvalificerede sig lige akkurat til næste sæsons Champions League, da Juventus fik en pointstraf for rod i økonomien.
Samtidig mistede Milano-klubben midtbaneprofilen Sandro Tonali, der skiftede til Newcastle tidligere på sommeren.
Alt dette har betydet, at holdet har været aldeles aktivt på transfermarkedet, hvor spillere som Christian Pulisic og Ruben Loftus-Cheek blandt andre er hentet ind.
Og ifølge både The Athletic og Fabrizio Romano er endnu en spiller på vej.
Det drejer sig om den blot 20-årige amerikanske midtbanespiller Yunus Musah, der har spillet i Valencia siden 2019.
Både The Athletic og Romano skriver, at klubberne er blevet enige om en handel til en værdi af 20 millioner euro, som svarer til knap 150 millioner kroner.
Musah kom til Valencia fra Arsenal ungdomshold, og han har siden da spillet 108 kampe for LaLiga-holdet i alle turneringer.
Gustav Isaksen var også rygtet til AC Milan, men i stedet købte klubben et alternativ. Læs mere om det herunder:
Officielt: Det blev ikke Isaksen – AC Milan præsenterer ombejlet alternativ