Avis: AGF henter tidligere FCM-forsvarer
Ifølge B.T. har AGF vundet kampen om en af NordicBet Ligaens unge forsvarsprofiler.
AGF har haft en stort tomrum at fylde ud, efter tyske Yann Bisseck tidligere på sommeren skiftede til Champions League-finalisterne Inter.
Nu har AGF muligvis fundet manden, der fremover skal agere krumtap i forsvaret idet B.T. mener at vide, at aarhusianerne har hentet Tobias Anker i Vendsyssel.
Tobias Anker har været en eftertragtet ung mand dette vindue, da også norske Vålerenga tidligere har været meldt i forhandlinger med den 22-årige stopper.
Men nu skulle det angiveligt være AGF, der løber med unge Ankers underskrift.
B.T. skriver videre, at det blot er lægetjekket der mangler, før den endelig underskrift kan sættes på papirene.
Tobias Ankers nuværende kontrakt med Vendsyssel udløber næste sommer, og derfor var klubben tvunget til at sælge ham nu, hvis der skulle penge i kassen, da han efter sigende ikke var interesseret i at forlænge aftalen med nordjyderne.
Tobias Anker, der har en fortid i FC Midtjylland, skiftede til Vendsyssel sidste sommer, og på trods af sin rolle som forsvarsspiller, formåede han at lave hele seks mål i 31 kampe seneste sæson.