Fredberg henter Chelsea-talent til Anderlecht
Anderlecht har torsdag aften præsenteret Tudor Mendel-Idowu som ny legekammerat til Kasper Dolberg i offensiven.
Kasper Dolberg får endnu en ny legekammerat i Anderlecht.
Tidligere på ugen præsenterede Jesper Fredberg og co. en argentinsk konkurrent til den danske landsholdsangriber, men torsdag er der handlet en legekammerat ind i stedet.
Der er tale om den 18-årige kantspiller, Tudor Mendel-Idowu, som kommer til klubben fra Chelsea i Premier League. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Den engelske højrekant har skrevet under på en tre-årig kontrakt med mulighed for forlængelse med et enkelt år inkluderet.
Englænderen har været tilknyttet Chelseas akademi, siden han var otte år gammel og signerede sin første kontrakt med Chelsea i 2021.
Klubbens danske sportsdirektør, Jesper Fredberg, mener, at man i Mendel-Idowu får en spiller, der passer som hånd i handske til klubbens strategi, og som også passer ind sportsligt.
– At skrive under med unge talenter, som Tudor passer perfekt med vores strategi. Vi vil have, at de største talenter skal spille i Anderlecht, indleder danskeren til klubbens hjemmeside og fortsætter:
Fredberg og Anderlecht henter ung Dolberg-konkurrent i Boca Juniors– Tudor passer godt ind, fordi han ikke bare er en moderne og talentfuld kantspiller, men også er sulten og åbenlyst har nydt godt af sin uddannelse.
Ifølge Fabrizio Romano stjæler Anderlecht englænderen lige for næsen af FC Barcelona, der havde en mundtlig aftale på plads med Chelsea-talentet, som Anderlecht i sidste ende endte med at forpurre.
I en alder af 18 år har Tudor Mendel-Idowu spillet 39 kampe på ungdomsholdene i Chelsea – 35 for U18, tre for U19 og en enkelt for U21-holdet.