AC Horsens udlejer angriber til ukrainsk fodbold
AC Horsens har udlejet én af klubbens angribere til den ukrainske klub SC Chernomorets.
Samson Iyede blev aldrig den store gevinst i AC Horsens, siden han blev hentet i Fredericia.
Nu udlejes den nigerianske angriber til ukrainsk fodbold, hvor han det næste år skal spille for SC Chernomorets, det skriver klubben på sin hjemmeside.
– Der er opstået en god mulighed, som Samson Iyede meget gerne vil forfølge, og det vil vi ikke stå i vejen for. Efter halvandet år uden fast spilletid vil det være bedst for hans udvikling at skifte til en klub, hvor der er kortere vej til spilletid, og nu får han en god mulighed for at genstarte karrieren, fortæller sports- og talentchef Niels Erik Søndergård.
Horsens oplyser desuden, at lejeaftale indeholder en købsoption.
Siden han kom til klubben har 25-årige Samson Iyede spillet 21 kampe for Den Gule Fare, men han har kun scoret to mål.