Viborg-chef efter FCN-øretæve: Forbandet sted at komme bagud
Jacob Friis så gode takter fra sit hold i første halvleg, men indrømmer også, at det haltede efter, da man først kom bagud.
Det blev ikke den sæson-åbning, som Viborg havde håbet på.
I sæsonens første opgør fik kløverklubben en tur i Nuamah-maskinen, da ghaneseren sendte en 4-1-sejr til FC Nordsjælland med et hattrick.
Selvom resultatet tyder på en ensidet kamp, så var Viborg faktisk flot med i dens åbning og kom faktisk også foran, hvorefter Ernest Nuamah vendte opgøret på hovedet.
Og det ændrede, som Viborgs cheftræner, Jacob Friis, ser det fuldstændig kampens forløb.
– Vi satte ikke ret meget sammen i anden halvleg. Det er et forbandet sted at komme bagud herovre, hvis man skal ligge og presse og jagte, så skal man gøre det godt, og der manglede vi noget i dag, fortæller cheftræneren til Viaplay efter opgøret.
På bagkant af Viborgs salg af Elias Achouri tidligere mandag kombineret med aftenens nederlag, kunne man fristes til at spørge, hvorvidt Viborg skal forstærkes yderligere på de forreste positioner i slutningen af transfervinduet – men det bliver ikke tilfældet ifølge Friis.
– Jeg er glad for de spillere, jeg starter med i dag og ser stort potentiale, og så lægger jeg mig fladt ned og siger, at det var en tynd offensiv i dag, men i dag var det heller ikke de tre oppe forans skyld alene, lyder det fra Viborgs cheftræner.
Viborg forsvarsprofil: F*cking jammerlig præstationViborg har mulighed for at rejse sig næste weekend, hvor man fredag tager imod Lyngby klokken 19:00.