Surt show for Isaksen – medie melder anden løsning på plads i AC Milan
AC Milan har angiveligt fået styr på klubbens førsteprioritet på kanten, hvor Gustav Isaksen ellers skulle have været i spil.
FC Midtjyllands Gustav Isaksen har været rygtet til AC Milan denne sommer.
Det skifte ser dog ud til at hænge i en tynd tråd – i hvert fald hvis man skal tage den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romanos ord for gode varer.
Han skriver således mandag aften, at AC Milan er lykkedes med at hente klubbens førsteprioritet på højre kant, Samuel Chukwueze.
Blandt andre det italienske medie Calciomercato har tidligere på sommeren meldt Gustav Isaksen som et emne i AC Milan, men skrev i samme ombæring, at det formentlig kom an på, hvorvidt den italienske storklub ville lykkes med at hente den 24-årige nigerianer i Villarreal.
Det forlød sig dog dengang også, at det ikke nødvendigvis var ensbetydende med, at Gustav Isaksen i så fald ikke længere ville være aktuel for AC Milan – selvom det formentlig er tilfældet.
Ifølge Fabrizio Romano er AC Milan og Villarreal nu i færd med at få helt styr på det sidste papirarbejde, inden kontrakten bliver underskrevet i denne uge.
AC Milan betaler efter sigende 20 millioner euro som garanteret transfersum, mens der følger otte millioner euro med i add-ons. Det svarer til en samlet pris på 208 millioner kroner.
Chukwueze står noteret for 207 kampe for Villarreals førstehold. Her er det blevet til 37 mål og 31 assists.
I videoen nedenfor kan du se Gustav Isaksen sætte ord på det nuværende transfervindue