
Neymar bliver i PSG: Der er ingen kærlighed mellem mig og fansene
Neymar har ingen intention om at forlade PSG, selvom der ifølge ham selv er kold luft mellem ham og fansene.

Neymar har styr på fremtiden.
Den brasilianske stjerne er stadig på kontrakt med Paris Saint-Germain indtil sommeren 2025, og det ændres der formentlig ikke på.
I et interview til en brasiliansk TV-kanal forklarer Neymar nemlig, at han kommer til at køre sin kontrakt færdig i PSG – også selvom forholdet mellem ham og fansene ifølge ham selv er tømt for kærlighed.
– Jeg håber at blive i PSG. Jeg har en kontrakt, og ingen har fortalt mig noget anderledes, siger den brasilianske superstjerne og fortsætter:
– Selvom der ikke er meget kærlighed mellem fansene og spilleren, så er jeg der – med eller uden kærlighed.
Neymar kom til PSG fra FC Barcelona i 2017, og siden er det blevet til 173 kampe for PSG med 118 mål og 77 oplæg til følge.
