
Kai Havertz med uofficiel debut-scoring da Arsenal smadrede MLS-stjerner
Kai Havertz kom på tavlen, da Arsenal ydmygede et hold bestående af nogle af de største stjerner fra MLS natten til torsdag.

Arsenal fik sparket gang i sin pre-season-tour natten til torsdag.
Her deltog The Gunners i den årlige MLS All-Star kamp, som løb af stablen på Audi Field i Washington.
Her mødte Arsenal et hold bestående af en sammensætning af nogle af de bedste spillere fra MLS, og i startelleveren var den tidligere Brøndby-profil Hany Mukhtar, tidligere Premier League-profil Christian Benteke og spanske Riqui Puig at finde.
De ikke sammenspillede MLS-stjerner kunne dog i sidste ende intet stille op mod Arsenal, som også gik ind til kampen med en relativt stærk startellever, og Artetas tropper endte med at udradere Mukhtar og co. med 5-0.
Gabriel Jesus, Leandro Trossard, Jorginho og Martinelli stod for Arsenals første fem scoringer, mens den uofficielle debutant Kai Havertz scorede sit første Arsenal-mål til 5-0.
Havertz var en af 11 indskiftere for Arsenal, og blandt de øvrige ti var også klubbens nylige rekordindkøb, Declan Rice, som fik de sidste 25 minutter på banen.

Arsenal skal igen teste formen på lørdag, hvor Manchester United skal teste The Gunners’ form i USA.
Arsenal åbner sæsonen den 6. august, hvor Manchester City venter i Community Shield, og deres Premier League-sæson åbnes weekenden efter, når de den 12. august tager imod Nottingham Forest.
Relateret video: