Officielt: AC Horsens sælger forsvarsprofil
AC Horsens kan onsdag formiddag fortælle, at man har solgt klubbens store forsvarsprofil til Sparta Prag.
James Gomez er fortid i AC Horsens.
Det står klart onsdag eftermiddag, hvor NordicBet Liga-klubben kan fortælle, at man har solgt den 21-årige gambier til Sparta Prag.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Transferen bekræftes ligeledes på Sparta Prags hjemmeside, hvor det oplyses, at klubben har sikret sig James Gomez på en længere kontrakt. Klubben går dog ikke i detaljer i forhold til, hvor lang aftalen helt præcis skulle være.
Dagens transfer af Gomez gør sports- og talentchef i AC Horsens, Niels Erik Søndergård, stolt. Han fortæller, at James Gomez har været igennem en utrolig udvikling i AC Horsens.
– AC Horsens har en fantastisk historik med at hente talenter og udvikle dem til at blive interessante for større klubber, og vi ser det som en stor cadeau, at vi har formået at sælge til en klub som Sparta Prag, der netop har vundet mesterskabet og har tradition for at spille med i toppen af rækken og i europæisk fodbold.
– James var en spinkel og genert gut, da han trænede med som 17-årig, og det er fantastisk at se den udvikling, han har gennemgået til at være en voksen mand med selvtillid på og uden for banen. Han havde ikke fodboldmæssigt det bedste forår, men i efteråret satte han en tyk streg under sin klasse og store potentiale, og nu er tiden kommet til nye og større udfordringer, siger Niels Erik Søndergård.
James Gomez skiftede permanent til AC Horsens efter et lejeophold i klubben i januar 2021.
I alt er det blevet til 80 optrædener for de gule med to mål til følge.