João Felix om fremtiden: Jeg ville elske at spille for dem
João Felix har haft det svært siden skiftet til Atletico Madrid. Derfor åbner han nu døren for en liga-konkurrent.
Sidste sæson var João Felix det første halve år i Atlético Madrid, mens den anden halvdel af sæsonen blev brugt på udleje i Chelsea.
Der blev det i alt til 40 kampe og ikke-imponerende ni scoringer, for den portugisiske offensivspiller.
Derfor ønskede Chelsea heller ikke at hente ham permanent, hvorfor han nu er tilbage i Atlético. Det er dog ikke mejslet i sten, at han forbliver der – og nu puster han selv til ilden.
Ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano, har João Felix fortalt ham, at han drømmer om at skifte til FC Barcelona. Det skriver Romano på Twitter.
– Jeg ville elske at spille for Barça.
– Barcelona har altid været mit førstevalg, og jeg ville elske at skifte til Barça som min næste klub.
– Det har været en drøm for mig, siden jeg var et barn. Så hvis det sker, er det en drøm, der går i opfyldelse, fortæller Felix ifølge Fabrizio Romano.
Fabrizio Romano skriver dog intet om, hvorvidt FC Barcelona er interesseret i at bringe João Felix til truppen.