Officielt: Hvidovre IF henter midtbanespiller i AC Horsens
Hvidovre IF har været på rov hos Superliga-nedrykkerne fra AC Horsens, hvor klubben har hentet en forstærkning til midtbanen.
Jonas Gemmer er ny mand i Hvidovre IF-trøjen.
Det står klart søndag eftermiddag, hvor både Hvidovre IF og Jonas Gemmers nu tidligere klub, AC Horsens, har bekræftet transferen.
Her fremgår det, at Jonas Gemmer skifter AC Horsens ud med Hvidovre IF med øjeblikkelig virkning.
Hverken AC Horsens eller Hvidovre IF oplyser noget i forhold til, hvor lang en aftale der er indgået mellem parterne.
Ikke desto mindre så er dagens nyhed noget der vækker glæde i Hvidovre IF og hos klubbens sportschef, Peter Lassen.
– Gemmer er jo lidt en ønskespiller som vi nu kan præsentere i klubben. I Gemmer får vi en Hvidovredreng, som kan dække flere positionerne på midtbanen og som vil knokle for logoet.
– Jeg synes vi får en stærk profil ind med erfaring, som passer rigtig godt ind i den måde, som vi gerne vil spille fodbold på. Jeg håber, at han kan gå direkte ind og forstærke holdet, lyder det fra Peter Lassen på Hvidovre IF’s hjemmeside.
Jonas Gemmer skiftede i sin tid til AC Horsens fra Fremad Amager i 2019, efter at han i længere tid havde været på kontrakt i FC Midtjylland, hvorfra han i flere sæsoner var udlejet til netop AC Horsens.
I alt blev det til 143 førsteholdskampe i den gule ACH-trøje med syv mål og fire assists til følge.
Det oplyses, at Gemmer allerede vil være en del af Hvidovre IF’s kamptrup, når klubben åbner Superliga-sæsonen mod FC Midtjylland fredag den 21. juli.
Se en række af Jonas Gemmers bedste aktioner for AC Horsens fra sæsonen 2022/23 i videoen øverst i artiklen.
Hvidovre lejer AaB-angriber