Bekræftet: Lyngby forlænger med keeper
Lyngby Boldklub kan søndag eftermiddag fortælle, at man har valgt at forlænge kontrakten med en af klubbens profiler.
Lyngby BK forlænger med Mads Kikkenborg.
Det står klart søndag eftermiddag, hvor klubben kan fortælle, at parterne er nået til enighed om en aftale, der gælder frem til sommeren 2026.
Og dét i klassisk lyngbysk manér, hvor Kikkenborg måtte en tur forbi den lokale. Her fik han afregnet ved at skrive under på en kontraktforlængelse i stedet for at betale bar-regningen.
Kontraktforlængelsen med Mads Kikkenborg er noget, der vækker begejstring i Lyngby BK og hos klubbens fodboldchef, Nicas Kjeldsen.
– Mads var outstanding for os i især foråret, og han har udviklet sig utrolig flot i vores stærke målmandsteam over de seneste par år. Han er gået fra at være et stort talent til, at han over det seneste halve år virkelig har fået sat en serie af store og pointgivende præstationer sammen.
– Han var en enormt vigtig spiller for os i sidste sæson, og jeg er meget tilfreds med, at vi nu har papir på ham frem til sommeren 2026”, siger Nicas Kjeldsen.
Mads Kikkenborg skiftede til Lyngby fra Esbjerg fB tilbage i sommeren 2021.
Siden da har han noteret sig for 33 førsteholdskampe i den kongeblå Lyngby-trøje. Her har han formået at holde buret rent seks gange.
Efter sæsonen 2022/23 blev den 23-årige målmand kåret som årets spiller i Lyngby Boldklub.
Se Lyngbys præsentation af kontraktforlængelsen i videoen nedenfor og gense de vilde scener i Lyngbys omklædningsrum efter Superliga-overlevelsen i den seneste sæson i videoen øverst i artiklen.