Så skulle den være på plads: Arsenal henter Premier League-profil hos konkurrent
Der har efterhånden længe været rygter om en transfer til Arsenal, men nu skulle alle detaljer endelig være faldet på plads.
Declan Rice er ny mand i Arsenal.
Det skriver flere medier sent fredag aften – heriblandt Sky Sports – ligesom også den normalt troværdige transferjournalist, Fabrizio Romano, bekræfter transferen.
Arsenal har dog fortsat endnu ikke selv meldt noget officielt ud om transferen, som har været heftigt berørt på rygtebasis i løbet af de sidste mange uger.
Det tyder dog på, at det blot er et spørgsmål om dage eller måske endda timer, før at transferen gøres officiel.
Ifølge Sky Sports er det nemlig planen, at Declan Rice skal med på Arsenals træningslejr i USA, som indledes søndag. Derfor forventes det, at transferen bliver meldt ud i løbet af lørdag eller senest søndag.
Det berettes, at prisen på Declan Rice vil lyde på 100 millioner pund med fem millioner pund lagt til i add-ons. Det giver en samlet pris på 105 millioner pund – svarende til omkring 912 millioner danske kroner.
Dermed vil Arsenal sætte ny klubrekord for den største transfer i klubbens historie. Klubbens nuværende transferrekord lyder på 72 millioner pund eller 625 millioner kroner, som blev sendt til Lille tilbage i 2019, da Arsenal hentede Nicolas Pepe til klubben.
Hvis alt falder på plads, bliver Declan Rice ifølge Fabrizio Romano den dyreste engelske fodboldspiller i historien.
Declan Rice har spillet i West Ham, siden han kom til klubben som 14-årig fra Chelsea. Her har han kæmpet sig op gennem klubbens ungdomssystem og står i dag noteret for 245 kampe for klubbens førstehold med 15 mål og 13 assists til følge.