Officielt: Arsenal køber Declan Rice – ny britisk transferrekord
West Ham bekræftede lørdag afskeden med Declan Rice, og nu har rivalerne fra Arsenal så præsenteret Rice som den seneste tilføjelse til truppen.
West Ham tog tidligere lørdag afsked med en af klubbens absolutte profiler i form af Declan Rice.
Her kunne klubben meddele, at man var nået til enighed om en transfer, der ville gøre Declan Rice til de dyreste britiske spiller i historien. Dog uden at melde noget ud om, hvilken klub Declan Rice fremover skal tørne ud for.
Det mysterium er nu blevet løst. Således står det nu klart, at Declan Rice er ny spiller i Arsenal. Det oplyser klubben på sin hjemmeside, hvor det også fremgår, at man har sikret sig en lang aftale med Rice. Det oplyses dog ikke, hvor lang en aftale, der skulle være tale om, men ifølge Fabrizio Romano skulle aftalen gælde frem til sommeren 2028.
Rygterne om et klubskifte for Declan Rice til London-naboerne fra Arsenal har længe floreret.
Og selvom der intet officielt er meldt ud om den egentlige transfersum, så er der ifølge West Hams udmelding tidligere lørdag tale om en britisk transferrekord.
Flere medier samt den normalt troværdige transferjournalist, Fabrizio Romano, beretter, at der skulle være om en pris på 100 millioner pund med fem millioner pund lagt til i add-ons.
Det giver en samlet pris på 105 millioner pund – svarende til omkring 912 millioner danske kroner, hvilket altså vil gøre Declan Rice til den dyrest britiske fodboldspiller i historien.
Han overgår således den pris, som Manchester City i sin tid betalte for Jack Grealish, da han skiftede til klubben fra Aston Villa til en transferværdi på 100 millioner pund – svarende til omkring 868 millioner kroner.
Den 24-årige engelske landsholdsspiller forlader West Ham efter 245 kampe for førsteholdet, hvor han sluttede af med at vinde Conference League med klubben. I alt blev det til 15 mål og 13 assists i West Ham-trøjen.
Læs mere om Declan Rice’ følelsesladede farvel med West Ham og klubbens fans i artiklen herunder
Følelsesladet Rice efter West Ham-farvel: Hvirvelvind af følelser