Følelsesladet Rice efter West Ham-farvel: Hvirvelvind af følelser
Declan Rice er fortid i West Ham og takker af med et følelsesladet farvel til den klub, som han har været en del af i 10 år.
Declan Rice er fortid i West Ham.
Det står klart lørdag formiddag, hvor klubben i en officiel udmelding bekræfter, at Declan Rice er blevet solgt – og det med en britisk transferrekord til følge.
Og selvom det selvfølgelig er en glædens dag for Declan Rice, så efterlader det ham også i en hvirvelvind af følelser. West Ham har nemlig været hans klub, siden han som bare 14-årig trådte ind på klubbens akademi for 10 år siden.
Derfor udtrykker Rice også sin kærlighed til klubben og dens fans i et følelsesladet farvel-brev, som West Ham har offentliggjort på sin hjemmeside.
– Jeg vidste fra det allerførste øjeblik, da jeg skiftede til West Ham, at jeg havde fundet et nyt sted, jeg kunne kalde mit hjem. Det er svært at forklare følelsen. Jeg passede ind med det samme og indså hurtigt, hvilken speciel klub jeg var blevet medlem af.
– Der er så mange mennesker, jeg skal takke for at have taget del i min udvikling og rejse i West Ham – medlemmer af bestyrelsen, trænere, medarbejdere, kolleger og venner, som altid har været der for mig. For mange til at nævne her, men de ved alle, hvem de er, og jeg vil aldrig glemme dem.
– Min sidste tak skal lyde til jer fans. De loyale, lidenskabelige, hengivne, til tider sjove og altid ærlige Hammers, som er massive støtter overalt! Jeg vil have jer til at vide, hvor hård en beslutning det har været for mig at forlade et miljø, som jeg har elsket og værdsat så meget.
– I sidste ende har det kun handlet om min ambition om at spille på allerhøjeste niveau. Denne klub og dens tilhængere vil for altid være i mit hjerte, og klubben vil altid være en del af den, jeg er. Tak til alle her, der har bidraget til min rejse undervejs.
Declan Rice står i alt noteret for 245 kampe for West Hams førstehold med 15 mål og 13 assists til følge. Det oplyses endnu ikke, hvor Declan Rice’ fremtid ligger.