Journalist: United skriver med ny keeper fredag eller mandag
Ifølge Fabrizio Romano er Manchester United nu meget tæt på at kunne lave en aftale med klubbens kommende førstemålmand.
For mindre end en uge siden, sagde Manchester United farvel til klubbens mangeårige førstevalg mellem stængerne, David de Gea.
Dermed var der lagt op til, at den engelske storklub skulle finde en afløser for De Gea. En afløser, de nu angiveligt er meget tæt på at kunne præsentere.
Den italienske transferjournalist Fabrizio Romano skriver torsdag aften, at De Røde Djævle forhandler de sidste detaljer på plads med Inter for den camerounske keeper André Onana.
Klubben fra det nordlige England skulle angiveligt have budt 50 millioner euro plus 5 millioner euro i diverse bonusser. Beløbet svarer til 372 millioner kroner plus yderligere 37 millioner i bonusser.
Det beløb skulle Inter være tilfredse med, da det efter sigende kun er strukturen i hvordan bonusserne er sat sammen, der forhandles om nu.
Dermed forventes det nu, at Inter-keeperen enten fredag eller senest mandag kan kalde sig ny Manchester United-spiller og blive genforenet med Erik ten Hag, der også var træner for Onana i Ajax.
Foruden Erik ten Hag, bliver Onana også genforenet med sine tidligere holdkammerater Lisandro Martínez, Donny Van de Beek og Antony såfremt skiftet bliver en realitet.
Se André Onanas redning mod Erling Haaland i Champions League-finalen her: