
Tottenham-kant opereret efter opstartsskade
Han har tidligere døjet med skader i baglåret, og nu håber Tottenham, at en operation kan afhjælpe Ryan Sessegnons problemer.

Han havde en baglårsskade, da Tottenham i august 2019 hentede ham i Fulham.
En lignende skade holdt ham ude af flere kampe i marts og april sidste år, og i den netop afsluttede sæson var han ukampdygtig i de sidste 16 kampe som følge af en ny baglårsskade.
Under denne sommers pre-season er Tottenhams Ryan Sessegnon atter løbet ind i problemer med sit venstre baglår, og denne gang er den 23-årige kantspiller blevet opereret.
Nu håber Tottenham, at operationen er løsningen på problemet.
– Ryan Sessegnon har gennemgået en operation i sit venstre baglår som følge af en skade, han har pådraget sig i træningen under pre-season.
– Efter tidligere at have døjet med sit baglår er det forventet, at operationen som følge af denne skade vil være en permanent løsning på problemet, lyder det fra Tottenham.

Med operationen er det også udelukket, at Sessegnon bliver en del af Tottenhams pre-season tour, som i år går til Australien, Thailand og Singapore.
Hvornår Sessegnon ventes at være tilbage, melder Tottenham ikke noget om.