
Medie: Al-Hilal vil hente Napoli-profil
Den saudi-arabiske klub er aktive i det italienske transfermarked, skriver medie.

Sergej Milinkovic-Savic er ikke officielt ude af døren i Lazio, men han kan muligvis stille den på klem for Piotr Zielinski, der også spiller i Serie A.
Ifølge det italienske medie Calciomercato, er Al-Hilal, som Milinkovic-Savic også rygtes til, klar med en kontrakt til den 29-årige polak.
Dermed kan den profilerede midtbanemand muligvis tage skiftet væk fra det italienske støvle-land, og søge mod endnu varmere himmelstrøg i Saudi-Arabien.
Ifølge mediet, vil Zielinski blive tilbudt en tre-årig kontrakt.

Her ville han kunne indkassere en løn på mellem 10 og 12 millioner euro per sæson – det svarer til mellem 75 og 89 millioner danske kroner.
Zielinski kom til Napoli i 2016 fra Udinese. Den polske midtbanespiller har spillet 329 kampe for napolitanerne, hvor han har scoret 47 mål og lagt 44 assists.