Officielt: Sønderjyske sælger camerouner til portugisisk klub
Camerounske Duplexe Tchamba var i sidste sæson udlejet fra Sønderjyske til portugisiske Casa Pia, og nu køber portugiserne forsvarsspilleren fri.
På hans 25 års fødselsdag er han officielt blevet solgt.
Camerounske Duplexe Tchamba kommer også fremover til at tørne ud for portugisiske Casa Pia, hvor han har skrevet kontrakt for de kommende tre år.
Tchamba kom til Sønderjyske fra franske Strasbourg i juli 2021, men hans første sæson i Haderslev-klubben bød på en nedrykning fra Superligaen, og i august 2022 blev han så lejet ud til den portugisiske klub.
Efter i alt 30 kampe og tre mål for Sønderjyske er midterforsvareren nu officielt fortid i klubben, som ikke melder noget om, hvorvidt der er tale om en frikøbsklausul eller et ordinært salg.
Heller ikke en pris bliver der nævnt, men da Sønderjyske i sin tid fik Tchamba på en fri transfer, har de næppe sat alverden til rent økonomisk – snarere tværtimod.
Casa Pia blev i sidste sæson nummer 10 ud af i alt 18 hold i den portugisiske liga.
Tchamba spillede slet ikke i sæsonens første 29-ligakampe, men til gengæld spillede han alle sæsonens sidste fem kampe, hvor Casa Pia tabte tre og spillede to uafgjort.
Herunder kan du se Duplexe Tchambas scoring mod FC Nordsjælland i marts sidste år: