Officielt: Hobro henter gratis forstærkning til midtbanen i FC Fredericia
NordicBet Liga-klubben Hobro IK kan mandag eftermiddag præsentere endnu en spillertilgang i form af Mathias Kristensen.
Hobro IK har forstærket midtbanen med Mathias Kristensen.
Det sker efter, at Kristensen denne sommer har haft kontraktudløb hos NordicBet Liga-konkurrenterne fra FC Fredericia.
Det oplyses, at Mathias Kristensen og Hobro IK er nået til enighed om en aftale, der løber de næste tre år frem i tiden – frem til sommeren 2026.
Og dagens nyhed glæder Hobros tekniske chef, Lars Justesen, som ser frem til, at Mathias Kristensens kreativitet og erfaring fremover vil pryde på den offensive midtbane i klubben.
– At det er lykkes os, at få Mathias til Hobro IK glæder mig utroligt meget. Mathias er en erfaren og dygtig offensiv midtbanespiller, der har bevist sit værd i dansk fodbold.
– Mathias besidder mange offensive kvaliteter og kan bidrage med kreativitet til vores offensive spil. Samtidig kan Mathias bidrage med sin erfaring og lederevner overfor en ellers ung trup og på denne måde være med til at videreudvikle klubben.
Mathias Kristensen kommer til Hobro med en masse erfaring fra både Superligaen, hvor han i sin tid tørnede ud for Esbjerg fB, og NordicBet Ligaen, hvor han altså de seneste to år har gjort sig for FC Fredericia.
I alt har han 65 Superliga-kampe på CV’et fra Esbjerg-tiden, mens det er blevet til 59 kampe med fem mål og ni assists til følge for FC Fredericia.