Medie: FCN og Anderlecht kæmper om egyptisk landsholdsspiller
Der kan være endnu en egypter på vej til den danske Superliga, da FC Nordsjælland meldes interesseret i 22-årige Ibrahim Adel.
Han har tiltrukket sig opmærksomhed, efter han trods Egyptens finalenederlag til Marokko blev kåret som turneringens spiller.
22-årige Ibrahim Adel er ifølge transferjournalist, Fabrizio Romano, jagtet af flere klubber herunder danske FC Nordsjælland og den belgiske danskerklub Anderlecht.
Adel spillede samtlige minutter for det egyptiske U23-landshold ved U23 Africa Cup, hvor Egypten lørdag aften tabte finalen til Marokko efter forlænget spilletid.
Adel spiller i dag for den egyptiske klub, Pyramids FC, der med tre kampe tilbage af sæsonen er toer i den egyptiske Premier League.
Dermed kan der være endnu en egyptisk spiller på vej til den danske Superliga, hvor FC Midtjylland allerede i vinter hentede landsmanden Emam Ashour.
Mohamed Zidan var den første egypter i den danske Superliga, da han fra 2000 til 2003 spillede for AB og fra 2003 til 2004 for FC Midtjylland.