Mål og Highlighst: Maxsø og Uhre begge på tavlen i den amerikanske MLS
Andreas Maxsø kom for første gang siden sit skifte til den amerikanske MLS på tavlen for sin nye klub, da han natten til søndag satte gang i Colorados comeback mod Dallas.
For Maxsø var det den første, mens det for Mikael Uhre var den 20. i alt.
Begge danskere kom natten til søndag dansk tid på tavlen for sine respektive klubber i den amerikanske MLS, men det var med markant forskelligt udfald.
Andreas Maxsø debutscoring kom efter et hjørnespark i Colorado Rapids hjemmekamp mod FC Dallas, hvor den danske midterforsvarer steg flot til vejrs ved bageste stolpe og stangede udligningen til 1-1 i kassen.
Colorado Rapids vandt i sidste ende kampen 2-1.
Se Andreas Maxsøs første MLS-scoring herunder:
For Mikael Uhre var der tale om den syvende sæsonscoring og den 20. MLS-scoring i alt siden angriberens skifte fra Brøndby i januar 2022.
Ligesom det var tilfældet for Uhres tidligere Brøndby-holdkammerat, Maxsø, så var også angriberens scoring en udligning til 1-1.
En uheldig og lidt tilfældig clearing endte for fødderne af Uhre, men der var dog intet tilfældigt over danskerens afslutning. Efter en hurtig tæmning satte en årvågen Uhre hurtigt en yderside på bolden, som Jonathan Klinsmann i LA Galaxy-målet ikke nåede at reagere på.
Se Mikael Uhres scoring herunder:
Desværre for Uhre og Philadelphia Union scorede det californiske hjemmehold to gange yderligere i anden halvleg og vandt således kampen 3-1.
Mens Andreas Maxsø og Colorado Rapids trods søndagens sejr fortsat er nummer 14 og dermed sidst i MLS’ Vest-konference og derfor har lang vej til slutspillet, så holder Mikael Uhre og Philadelphia Union fast i sjettepladsen i Øst-konferencen.