Brøndby varsler ændringer på ikonisk tribune
I jagten på at skabe endnu bedre stemning på Brøndby Stadion, har Brøndby IF nu iværksat nye tiltag, som skal være med til at ændre Sydsiden til det bedre.
Det er svært at sige Brøndby Stadion uden at Sydsiden tvinger sig ind i samtalen.
Den ikoniske stemningstribune har i efterhånden mange år forsøgt at hjælpe Brøndby IF’s spillere til sejr, og det bliver der nok ikke lavet om på lige foreløbigt.
Brøndby IF meddeler således søndag på klubbens hjemmeside, at man har en ambition om at Sydsiden i fremtiden skal skabe endnu mere stemning, end hvad den i forvejen er kendt for.
– I en fælles ambition om at skabe rammerne for den bedst mulige stemning på Brøndby Stadion har klubben, Brøndby Support og de stemningsskabende fans haft en tæt dialog, som man nu går sammen om at folde ud. Ambitionen er, at hele Sydsiden, både Nedre og Øvre, på sigt bliver én samlet stemningsskabende tribune, skriver Brøndby IF på sin hjemmeside.
Administrerende direktør i Brøndby IF, Ole Palmå, fortæller videre, at det nye tiltag sker i jagten på også fremadrettet at sætte standarden hvad angår stemning – ikke blot i Danmark, men også internationalt:
– Vores fælles vision er at omdanne hele Sydsiden til én stor stemningstribune ved at Sydsiden Øvre fra sommeren 2024 bliver et afsnit uden faste pladser, som sammen med Sydsiden Nedre kan danne rammerne for Skandinaviens stærkeste stemningstribune.
– Vi har allerede med stor succes til større kampe, som eksempelvis Derby og europæiske kampe, forsøgsvis anvendt både Sydsiden Nedre og Sydsiden Øvre som én samlet stemningstribune, hvor de mest aktive stemningsfans har samlet sig på Øvre, hvorfra stemningen har spredt sig til også at inkludere nedre del af Sydsiden og resten af stadion.
– Til disse kampe så og mærkede vi en tribune, der viste, hvilke muligheder hele Sydsiden rummer som stemningstribune med inddragelse af både Nedre og Øvre.
– Dette er noget, vi sammen med Brøndby Support og de stemningsskabende fans har drøftet i længere tid, og som vi nu i fællesskab arbejder målrettet hen imod.
– Et af de første konkrete skridt, vi tager, er, at vi fra sæsonstart skaber et fast stemningsafsnit på Sydsiden Øvre, som vi forventer vil vokse sig større og større i løbet af den kommende sæson, samtidig med at Sydsiden Nedre også kan bevare den volumen, som vi kender den for, siger Ole Palmå.
Det nye tiltag bliver taget godt imod af Brøndby Support, der netop har rundet 30 år.
– Nu er det tid til, at vi i fællesskab udvikler denne legendariske tribune og tager den til det næste niveau. Vi glæder os til at komme i gang med arbejdet med at få skabt nogle rammer, der på sigt kan få løftet den samlede støtte fra Sydsiden.
– Vi ved, at det kommer til at berøre nogle fans, der skal have nye pladser, men det kommer til at gavne det store fællesskab i sidste ende. Vi glæder os over, at Brøndby IF vil gøre en kæmpe indsats for at hjælpe de enkelte fans fra Sydsiden øvre til andre gode pladser på stadion, siger Brøndby Supports formand, Sarah Agerklint.
Nyheden om de nye planer for Sydsiden kommer samme dag som fangruppen Alpha har valgt at droppe sit stemningsboykot. Det kan du læse mere om nedenfor:
Alpha er tilbage – dropper stemningsboykotBrøndby IF oplyser videre, at de berørte sæsonkortholdere på Sydsiden Øvre vil blive kontaktet direkte, når det bliver aktuelt at tage stilling til flytning af deres plads.
Brøndby IF tager hul på Superligaen om to uger, når Silkeborg IF venter på Jysk Park den 23. juli.
Ugen efter spiller Brøndby sæsonens første hjemmekamp, når OB gæster Brøndby Stadion og den “nye” Sydsiden.
I videoen nedenfor kan du se Brøndbys 10 bedste mål fra den forgangne Superliga-sæson