Mount afslører: Jeg var ikke en del af Chelseas fremtidsplaner
Manchester United præsenterede onsdag klubbens første sommertilgang i Mason Mount, og hovedpersonen fortæller nu selv, hvordan skiftet kom i stand.
Han blev kåret til årets spiller i Chelsea i både 2021 og 2022.
Nu er Mason Mount officielt fortid på Stamford Bridge, da han i stedet er skiftet til rivalerne fra Manchester United.
Den 24-årige midtbanespiller fortæller nu selv, at det ikke var hans egen idé at forlade den klub, som han har været en del af siden 2005.
– For adskillige måneder siden stod det klart, at jeg ikke var en del af Chelseas fremtidsplaner, og straks jeg vidste, at Manchester United var involveret, var min beslutning klar.
– En kæmpe klub, store ikoniske spillere har spillet her, og det ville jeg være en del af fra starten. At komme tidligt ind og være klar til starten på pre-season var hovedmålet for mig, siger Mount i sit første officielle interview som Manchester United-spiller.
Selvom Mount har været en del af Chelsea-akademiet, siden han var seks år gammel, så er han født i Portsmouth, og det er da også klubben fra den sydengelske havneby, han var fan af som barn.
Mount får ikonisk trøjenummer i United: Kan ikke vente med at jagte trofæerFaktisk havde hans far taget ham med til Old Trafford, da The Pompeys i januar 2008 gæstede Manchester United, og en tiårig Mount så således til fra første parket, da Cristiano Ronaldo med to mål på to minutter, hvoraf det sidste var et ikonisk frisparksmål på David James, sikrede Manchester United en 2-0-sejr.
– Jeg var der i udebaneafsnittet og støttede mit hold The Pompeys og bevidnede det specielle øjeblik. Det inspirerede mig. At se det specielle øjeblik på Old Trafford var ærefrygtindgydende, og jeg vil elske selv at genskabe det ikoniske øjeblik, fortæller Mason Mount.
Du kan se det ikoniske Cristiano Ronaldo-frisparksmål herunder: