
Frankfurt lejer tysk stopper hos PL-nedrykker
Eintracht Frankfurt har sikret sig Leeds' Robin Koch på en lejeaftale for den kommende sæson.

Én dansker bliver en medspiller fattigere og en anden bliver en medspiller rigere.
Således skifter Rasmus Nissen Kristensens holdkammerat Robin Koch til Eintracht Frankfurt og skal spille med Jesper Lindstrøm i den kommende sæson.
Det står klart, efter Frankfurt torsdag aften har præsenteret Koch som ny spiller i Bundesliga-klubben på sin hjemmeside.
Den tyske stopper skifter nemlig til Frankfurt på en lejeaftale, som er gældende i den kommende sæson.
– Jeg er virkelig glad for at blive en del af Eintracht Frankfurt. Klubben er en af de mest anerkendte i Bundesligaen og har været flagskib for tysk fodbold i Europa de seneste år, siger Koch selv om skiftet og fortsætter:
– Jeg vil bidrage med alt det, der kendetegner mig som fodboldspiller både på og udenfor banen og fejre succeserne med holdet.

Inden lejeopholdet til Frankfurt har Koch spillet 77 kampe for Leeds United og har stadig sit første mål og oplæg til gode.
Leeds endte med at rykke ned i The Championship efter en skidt sæson i Premier League – du kan se, hvad Kochs danske holdkammerat, Rasmus Nissen Kristensen havde at sige til nedrykningen lige her: