Officielt: AaB henter spansk venstreback med Real Madrid-fortid
Superliganedrykkerne fra AaB har netop præsenteret spanieren Diego Caballo som ny spiller i den nordjyske klub.
Som et lyn fra en klar himmel.
AaB har uden forudgående rygter onsdag præsenteret en forstærkning til truppen i form af den 29-årige spanier Diego Caballo.
Den spanske venstreback kommer til klubben fra australske Sydney FC, men han har fået sin fodboldopdragelse hos selveste Real Madrid.
– Vi ser Diego Caballo som en spiller, der kan forstærke vores hold og vores trup. Han er teknisk dygtig og har en god venstrefod, men han vil nok skulle bruge nogle uger på at finde kampformen.
– Som yderligere kompetencer har Diego en masse erfaring og en god mentalitet, og så har han meget sjældent været skadet i sin karriere, fortæller sportsdirektør Ole Jan Kappmeier.
Den rutinerede spanier starter i AaB på mandag, og han glæder sig til at komme igang.
FCK-spiller træner med i AaB på egen foranledning– Jeg er utrolig glad for at skifte til en spændende klub som AaB, og sammen med mine nye holdkammerater håber jeg, at vi kan skabe en succesfuld sæson for klubben og klubbens mange fans.
– Det er første gang, jeg bliver en del af en nordeuropæisk klub, så det glæder jeg mig meget til, og jeg vil gøre mit bedste for at bidrage til holdet og hjælpe mine holdkammerater bedst muligt, siger Diego Capallo.
Den spanske venstreback er født og opvokset i universitetsbyen Salamanca, hvor han også begyndte sin fodboldkarriere, inden turen i 2009 gik de cirka 200 kilometer mod øst til akademiet i Real Madrid.
Her tog han turen op igennem systemet til klubbens andethold, men uden at få debut på førsteholdet skiftede han i 2015 til Valencias andethold. Siden er turen gået over Deportivo La Coruna, Extremadura, Albacete, Sabadell og senest altså australske Sydney FC.
Dermed er Caballo også den anden Sydney FC-spiller, som AaB i dette vindue henter til klubben, efter de tidligere på måneden lejede den unge målmand Max Vartuli i selvsamme klub.
Diego Caballo bliver den blot anden spanier i AaB’s historie, efter klubben fra 2021 til 2022 havde offensivspilleren Rubén Herráiz “Rufo” Alcaraz i truppen.