Leeds-amerikaner nærmer sig danskerklub i Bundesligaen
Efter nedrykningen fra Premier League kan Leeds' amerikaner, Brenden Aaronson, nu være på vej til et højst overraskende bundesligaskifte.
Efter bare en enkelt sæson i klubben, kan amerikanske Brenden Aaronson være på vej væk fra Leeds.
Den 22-årige amerikaner nærmer sig ifølge ESPN et et skifte til danskerklubben Union Berlin på en lejeaftale.
Aaronson skiftede i juli sidste år til Yorkshire-klubben fra østrigske Red Bull Salzburg for cirka 245 millioner kroner, og i Leeds blev han genforenet med landsmand og tidligere træner i Østrig – Jesse Marsch.
Marsch blev dog fyret i Leeds i ferbruar.
I Union Berlin slutter Aaronson sig til Frederik Rønnow og Mikkel Kaufmann, og selvom det ikke er tilfældet historisk, så kommer han til en klub, der i den kommende sæson skal spille på et helt andet niveau end Leeds.
Union Berlin blev nemlig firer i Bundesligaen i den forgangne sæson, og den lille af de to Berlin-klubber skal således spille Champions League for første gang i klubbens historie i den kommende sæson.