
Viktor Fischers karrierestop overrasker ikke træner og holdkammerat
Viktor Fischers karrierestop ramte dansk fodbold som lidt af et chok torsdag. Men i danskerens klub AIK er det ikke så overraskende.

Det er tidligt at stoppe sin karriere som 29-årig.
Sådan vil mange fodboldspillere og fans tænke, men i Viktor Fischers tilfælde satte for mange skader stop for en flot karriere.
Det meldte danskerens klub Royal Antwerp ud torsdag.
Den tidligere FCK-spillers beslutning om at stoppe karrieren helt, overrasker ikke de fleste kolleger i AIK.
– Nej, jeg var ikke overrasket. Jeg har set ham hver dag, og hvordan han har kæmpet med sin krop og sine skader, siger AIK’s cheftræner Andreas Brännström til den svenske avis Aftonbladet.
Han bakkes op af danskerens holdkammerat, Alexander Milošević, der også har set, hvor meget skader har frustreret Fischer.
– Nej, for at være ærlig, så er jeg ikke overrasket. Du lagde mærke til, at de skavanker, han havde, tog hårdt på ham mentalt frem for alt. Så det var ikke sådan et chok for mig. Han følte, at det var det bedste for ham. Der er sikkert mange aktive fodboldspillere, der har det på samme måde som ham, men som vælger at spille videre, lyder det fra den tidligere Vejle-spiller Milošević.

Den tidligere svenske landsholdsspiller, John Guidetti, fortæller avisen, at det dog kom en anelse bag på ham.
– Måske havde man lidt fornemmelse af, at han ville blive i AIK, men at han stoppede helt med fodbold kom som et chok. Jeg ønsker ham alt det bedste i livet, siger Guidetti.