Officielt: FC Midtjylland-spiller skifter til svensk fodbold
FC Midtjylland bekræfter fredag formiddag, at klubben er nået til enighed med AIK Stockholm om en spillertransfer.
Mads Døhr Thychosen har spillet sin sidste kamp i FC Midtjylland-trøjen i denne omgang.
Det står klart fredag formiddag, hvor klubben kan fortælle, at Døhr Thychosen er blevet enige med svenske AIK Stockholm om et klubskifte.
På den svenske klubs hjemmeside bekræftes aftalen ligeledes. Her oplyses det, at AIK og Mads Døhr Thychosen er blevet enige om en aftale, der gælder frem til 2025. Han skifter til klubben med øjeblikkelig virkning.
Og det er en aftale, der vækker stor glæde i den svenske hovedstadsklub, der længe har holdt øje med den 26-årige dansker. Det fortæller klubbens Foldbolddirektør, Thomas Berntsen.
– Vi er meget glade for, at Mads vælger AIK. Han har erfaring fra vigtige kampe både i Europa og fra ligaen i Danmark. Det er en spiller, der både kan spille på fløjene, men også som midterforsvarer. Han vil også kunne bidrage til en god træningskultur, siger Thomas Berntsen.
Også Mads Døhr Thychosen selv glæder sig over, at aftalen er faldet på plads, og at han nu kan kalde sig AIK-spiller.
– AIK er en stor klub i Sverige. Supporterne, arenaen og klubbens ambitioner matcher det, jeg ønsker. Jeg er glad for at være her og glæder mig til at komme i gang, siger Mads Thychosen.
Mads Døhr Thychosen kom til FC Midtjylland fra Vejle som ungdomsspiller i 2014. I alt står han noteret for 89 førsteholdskampe i FCM-trøjen med fem mål og fem assists til følge.
Se de 10 bedste FC Midtjylland-mål fra den seneste sæson i videoen herunder