FC Helsingør satte Lyngby til vægs i første træningskamp
Lyngby og FC Helsingør spillede fredag første træningskamp frem mod sæsonstarten i slutningen af juli. Og her var det de undertippede, der sejrede.
De danske klubber er igen tilbage på træningsbanerne, og med turneringsstart om under en måned er det med at få finpudset formen, inden det for alvor gælder.
To klubber, der for første gang i denne sæson skulle prøve sig af, var NordicBet Liga-klubben FC Helsingør og Superliga-klubben Lyngby BK.
Fredag mødtes de to klubber til første træningskamp i sæsonen. Og her var det de på forhånd undertippede fra FC Helsingør, der stjal rampelyset fra Lyngby, som har været flyvende siden de i sidste spillerunde sikrede sig overlevelse i Superligaen.
På blot to minutter sendte Nicklas Mouritsen og Callum McCowatt sejren til FC Helsingør.
Efter en målløs første halvleg fik Mouritsen kort efter pausen sendt FC Helsingør foran med 1-0. Og blot to minutter efter kunne McCowatt så udbygge føringen til 2-0, som også blev kampens resultat.
For Lyngbys vedkommende venter fortsat tre træningskampe mod henholdsvis Randers FC, Hillerød og Hvidovre IF, før det gælder første Superliga-opgør i sæsonen, når de forsvarende mestre fra FCK gæster Lyngby Stadion den 22. juli.
FC Helsingør har foreløbigt to træningskampe tilbage. Først venter Helsingborgs IF og dernæst Silkeborg IF, inden klubben tager imod Næstved Boldklub i sæsonåbneren i NordicBet Ligaen den 23. juli.
Se Lyngbys 10 bedste scoringer fra den seneste sæson i videoen nedenfor