Oskarsson hjemvendt til FCK: Når jeg spiller meget, så kommer målene
Islandske Orri Oskarsson er vendt hjem til F.C. København efter endt lejeophold i Sønderjyske, og straks fra start har han en klar besked til cheftræner Jacob Neestrup.
Efter relativt begrænsede muligheder i F.C. København før julepausen, skiftede Orri Oskarsson sidst i januar til Sønderjyske.
I Haderslev spillede han samtlige kampe, indtil han mod slutningen af sæsonen løb ind i en fiberskade og derfor måtte sidde over sæsonens sidste tre kampe.
Alligevel var de knapt fire måneders lejeophold, som det reelt blev til, en god oplevelse for den unge islænding, der vender tilbage til F.C. København med et klart signal til cheftræner Jacob Neestrup.
– Det var fedt at komme ud og få noget mere erfaring med seniorbold, end jeg fik før jul. Jeg nåede også op på en fed streak, hvor jeg scorede i en masse kampe i træk for SønderjyskE og for det islandske U19-landshold til Elite Round. Men jeg har også altid sagt, at når jeg spiller meget, så kommer målene også, og det var jeg selvfølgelig glad for at vise igen, lyder det fra Oskarsson.
Den 18-årige angriber tager fra Sønderjyske med en statistik, der siger i alt 14 kampe og fem scoringer, og nu er han klar til at tage kampen op hos de danske mestre.
– Nu er jeg her, og det er jo nemt at falde ind i gruppen igen, for jeg kender det hele. Nu gælder det bare om at vise mig frem, knokle på og vise hvor god jeg er. Det er det vigtigste lige nu, og så må vi se, hvad fremtiden bringer, siger Orri Oskarsson.
Islændere viste tænder: Sådan gik det FCK’s mulige modstandere i CL-kvalifikationenOskarsson kom til F.C. Københavns ungdomsafdeling i september 2020, og selvom han stadig kun står noteret for ni kampe for klubbens førstehold, så har han foruden fem superligakampe og to pokalkampe fået spilletid i to Champions League-kampe mod henholdsvis Sevilla og Dortmund.
Oskarsson har kontrakt i F.C. København til sommeren 2025.
Herunder kan du se Orri Oskarssons indtil videre eneste mål i F.C. København-trøjen. Målet faldt i en pokalkamp mod Thisted i november sidste år: