NordicBet Ligaen

Ingen udlængsel hos AaB’s Tim Prica: Jeg har savnet Aalborg

I AaB bliver der kamp om pladserne i angrebet til den kommende sæson, hvis ikke klubben sælger spillere. Blandt andet er svenske Tim Prica vendt hjem efter endt lejeophold i Østrig, og han har savnet Aalborg.

I AaB har de mange angribere, og en af dem, der er vendt tilbage er svenske Tim Prica, der glæder sig over at være i Aalborg igen.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efter halvanden sæson på leje i Østrig, er Tim Prica nu vendt hjem til Danmark.

For den 21-årige angriber venter der dog en lidt anden virkelighed end den, han i januar 2022 rejste fra.

AaB er som bekendt rykket ned i NordicBet Ligaen, men tror man det betyder, at spillerflugten har sat ind, så tager man mere end fejl. Tim Prica har i hvert fald ikke umiddelbart nogen planer om at rejse.

– Jeg havde et rigtig godt ophold, fik en masse spilletid og fik scoret nogle mål. Jeg er blevet en mere moden person og en mere moden spiller, og jeg glæder mig over at være tilbage igen, for jeg har savnet Aalborg.

– Jeg føler, at jeg er i god form, og jeg håber, jeg kan bidrage med en god energi. Jeg vil bare gerne gøre det godt, score nogle mål og hjælpe holdet på den måde, siger Tim Prica.

Endnu har AaB ikke solgt nogen spillere i dette transfervindue, og de spillere, der forlader klubben, har alle kontraktudløb. Til gengæld returnerer både midtbanespilleren Marcus Hannesbo og angriberen Milan Makaric til AaB sammen med Tim Prica.

Dermed står AaB med ikke færre end seks fuldblodsangribere i truppen til den kommende sæson i form af Anosike Ementa, Oliver Ross, Nicklas Helenius, Marco Ramkilde og så de to returnerede lejesvende, og spillerne er allerede igang med det hårde arbejde.

– Træningerne har været virkelig hårde indtil videre, og jeg tror kun, at det bliver hårdere og hårdere. Sådan skal det være i opstarten, og det er bare skønt.

– Jeg kender Oscar (Hiljemark, red.) og ved, at han kræver meget af os alle. Vi kommer til at kæmpe vanvittigt hårdt hver eneste dag, og jeg håber, at vi kan få sat nogle gode ting sammen og blive godt sammenspillet, slutter Tim Prica. 

Tim Prica står i alt noteret for seks scoringer i sine foreløbigt 46 kampe for AaB.

Hør hvad Tim Prica havde at sige om blandt andet sin far, AaB-legenden Rade Prica, efter han havde scoret to mål i 4-0-sejren over Lyngby i 2021:

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P