Officielt: Janus Drachmann indstiller karrieren
Efter mere end 275 superligakampe under bæltet indstiller 35-årige Janus Drachmann nu sin fodboldkarriere.
278 superligakampe, 95 kampe i NordicBet Ligaen, 34 pokalkampe og i alt 16 europæiske kampe.
Sådan ser cv’et ud for 35-årige Janus Drachmann, der tirsdag officielt har indstillet sin fodboldkarriere.
251 af kampene har Drachmann spillet i den gule AC Horsens-trøje, men nu har han selv valgt at sætte et punktum for en flot karriere.
– Jeg vil bare af hjertet sige tak for alle de oplevelser, jeg har fået her og i de andre klubber, jeg har været en del af. Det er et eventyr, der er slut nu, og det er nok ikke helt gået op for mig endnu, for det er meget nyt, men jeg er meget overvældet af følelser, tanker og spørgsmål, siger Drachmann til AC Horsens hjemmeside.
Den arbejdsomme midtbanespiller havde egentlig kontrakt for yderligere én sæson hos nedrykkerne fra AC Horsens, som han for to år siden vendte tilbage til, men nu stopper karrieren altså en smule tidligere, og det kræver lige en tænkepause.
– Når folk hører mit navn, så bliver jeg identificeret med en fodboldspiller, og det er der ikke noget dårligt ved, men det er slut nu for mig og min familie. Jeg skal lige finde fodfæste i det, for det er meget specielt, men det vigtigste er at sige tak for oplevelserne. Jeg er meget stolt og glad for, at jeg har udlevet min drøm, siger Janus Drachmann.
AC Horsens afblæser varslede prisstigninger – sænker prisen i stedetSelvom Janus Drachman er født og opvokset i nordsjællandske Frederikssund, så har han ikke repræsenteret en sjællandsk klub, siden han som ungdomsspiller rejste fra Farum til Grenå i sommeren 2005.
Den professionelle karriere startede samme sted, som den nu slutter – nemlig i AC Horsens, hvor Drachmann spillede fra 2006 til 2015 og så igen fra 2021 til i dag.
Fortsætter i klubben
Selvom AC Horsens altså ikke vil få gavn af Janus Drachmanns kvaliteter på banen i den kommende sæson, så bliver den erfarne sjællænder i den østjyske klub, hvor han er tiltænkt en ny rolle.
– Der er stor respekt omkring Janus Drachmann og det, han har udrettet i klubben, og det bliver et tab for kulturen, at han ikke længere skal være spiller, men han har fantastiske menneskelige egenskaber, en stor viden og AC Horsens-DNA, som vi gerne vil bevare i klubben, så han fortsætter i en anden rolle, fortæller sports- og talentchef Niels Erik Søndergård uden dog at afsløre, hvilken rolle Drachmann er tiltænkt.
– Han har nået en alder, hvor kroppen begynder at blive lidt slidt, og jeg har kæmpe respekt for, at han selv har truffet beslutningen med et år tilbage af kontrakten, for det er ikke alle, der er i stand til det. Han har ydet en kæmpe indsats på og uden for banen, og han skal foreløbig have en kæmpe tak for indsatsen som spiller, anfører og kulturbærer, lyder det videre fra Søndergård.
Imellem sine to perioder hos Den Gule Fare har den tidligere U21-landsholdsspiller repræsentere Sønderjyske, FC Midtjylland og OB.