Chefscout takker af efter halvt år i OB
Efter bare et halvt år i stillingen har OB's chefscout nu valgt at opsige sin stilling i den fynske klub.
Han kom til OB fra svenske IK Sirius ved nytår.
Nu takker svenske Adrian von Heijne dog af som chefscout i Superligaklubben.
– Adrian har været åben om, at han følte, at afstanden til hans familie i Sverige påvirkede hans arbejdssituation. Vi har diskuteret forskellige løsninger på det, men i sidste ende har Adrian truffet beslutningen om, at han vil flytte til Sverige igen. Vi vil nu arbejde sammen om at færdiggøre det igangværende transfervindue og dernæst klargøre vintertransfervinduet, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.
Den bare 26-årige svensker blev i går sat i forbindelse med det ledige sportsdirektørjob i svenske Hammarby af Sportbladet, men det bekræfter hverken Von Heijne eller OB.
– Der hvor jeg er i livet, ønsker jeg at dele hverdagen med de mennesker, der står mig nærmest. Fagligt trives jeg perfekt i OB, men for mig har de sociale faktorer uden for arbejdet vægtet højest. Mine kolleger, og ikke mindst Björn, har givet mig den bedst tænkelige støtte – og det kan jeg ikke være taknemmelig nok for. Men når jeg ser på min fremtid, vil jeg leve mit liv med de mennesker, jeg værdsætter allerhøjest, og de er i Sverige, siger Adrian von Heijne.
OB’s fodbolddirektør, Björn Wesström, har allerede igangsat rekrutteringsprocessen for at finde en erstatning for Von Heijne.