Zidane åbner for træner-comeback: Håber snart at være tilbage
Zinedine Zidane har i en længere periode været væk fra trænergerningen. Men nu åbner den tidligere Real Madrid-stjerne for et comeback.
2 år.
Så længe er det siden, at man har set noget til Zinedine Zidane, når det kommer til trænergerningen.
Siden den tidligere verdensstjerne stoppede som manager i den spanske kongeklub, Real Madrid, tilbage i sommeren 2021, har der således ikke stået fodboldtræner på menuen. Men det kan måske snart ændre sig.
I et interview med franske Téléfoot fortæller den tidligere franske verdensmester nemlig, at han så småt begynder at savne fodbolden. Derfor håber han også på et snarligt comeback.
– Jeg håber snart, at jeg kan kalde mig for træner igen. Jeg vil ikke udelukke noget, men jeg ser det som en god mulighed at blive træner i Frankrig. Man er nødt til at mærke efter og gå efter det, der føles rigtigt – og det vil jeg også gøre, indleder Zinedine Zidane og fortsætter:
– Jeg er ikke helt på plads i forhold til, hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil endnu. Nu har jeg holdt en længere pause fra fodbolden, og det har jeg haft brug for det. Men nu er jeg også nået til et punkt, hvor jeg så småt er begyndt at savne adrenalinen fra fodbold på højeste niveau.
Som manager har den 51-årige Zinedine Zidane et ret prominent CV – alt sammen fra tiden som manager i Real Madrid.
Således har Zidane to gange tidligere vundet titlen som verdens bedste klubtræner i sæsonen 2016/17 0g 2017/18.
Derudover har Zidane blandt andet også ført Real Madrid til tre Champions League-titler og to spanske mesterskaber.