Tre dage før klubben selv: Rapper spoiler Manchester Uniteds trøje-præsentation
Fodboldtrøjesalg er big business, og ingenting er overladt til tilfældigheder, når verdens største klubber offentliggør den kommende sæsons trøje. Nu ser Manchester United alligevel til at være blevet taget med bukserne - eller trøjen - nede.
Den offentliggøres først officielt den 27. juni.
Manchester United har igennem de seneste dage lagt små teasere ud på sociale medier, hvor man som fan kan få ganske få og korte indtryk af klubbens nye hjemmebanetrøje.
Lige nu er bekræftelsen af tidspunktet for offentliggørelsen hovedhistorie på klubbens officielle hjemmeside, hvor man kan skrive sig op på en liste, så man får prioriteret adgang, når trøjen frigives.
Nu lader det dog til, at den Manchester-fødte rapper Aitch med det borgerlige navn Harrison James Armstrong er kommet klubben i forkøbet.
Klokken 17 danske tid lørdag gik han nemlig på scenen på den berømte Glastonbury festival i Somerset, hvor han undervejs iklædte sig det, der unægtelig ligner Manchester Uniteds kommende hjemmebanetrøje.
Kort efter at have taget trøjen på opdager rapperen en tilskuer iklædt en lyseblå Manchester City-trøje, hvorefter han med et smil på læben beder sikkerhedsfolkene smide City-fanen ud.
Flere detaljer på trøjen er magen til de teaser-videoer, som klubben har lagt på sociale medier. Herunder stoffets mønster og Adidas-logoet, der står alene uden skrift.
Hvordan det er lykkes den 23-årige rapper at komme i besiddelse af trøjen, melder historien foreløbigt ingenting om.