Hobro henter hobrogenser hjem fra Lyngby
NordicBet Liga-klubben Hobro IK henter den unge hobrogenser Marius Jacobsen hjem fra Lyngby, hvor han aldrig fik debut.
En 19-årig hobrogenser vender hjem.
Hobro IK har netop offentliggjort, at de henter den unge midterforsvarer, der senest har spillet to sæsoner i Lyngby, hjem til Hobro.
Marius Jacobsen har tidligere spillet ungdomsfodbold i Hobro, inden turen gik videre til den nordjyske storebror fra AaB. Nu vender han tilbage til barndomsbyen, hvor han har skrevet under på sin første seniorkontrakt, der løber til 2026.
– Jeg håber, at jeg kan bruge noget af den læring, som jeg har fået i mine fire og et halvt år i AaB samt fra de seneste to år på Lyngby BK’s U19-hold, hvor jeg var anfører og med til at vinde Pokalen mod FC København, samt andre store turneringer i udlandet. Jeg føler, at jeg nu er klar til at tage det næste store skridt i Hobro IK, hvor jeg glæder mig meget til at vende tilbage og tage udfordringen op, lyder det fra Marius Jacobsen.
Officielt: Hobro forlænger med forsvarsstyrmand– Jeg er stolt over at vende tilbage til min barndomsklub, hvor jeg startede som 4-årig. Jeg husker tilbage på mange gode oplevelser som bolddreng og indløber på DS Arena, hvor jeg altid så op til de spillere, der løb og spillede inde på stadion. Nu glæder jeg mig til, at jeg selv skal løbe ind over kridtstregerne til DS Arena som spiller, lyder det videre fra den unge midterforsvarer.
Marius Jacobsen starter sammen med resten af Hobro-truppen op efter sommerferien mandag den 26. juni.
Hobro spiller sæsonens første betydende kamp den 23. juli, hvor de skal på besøg hos FC Fredericia.