Blev rygtet til FC Midtjylland – nu svarer Kalmar-boss på Rajovic-rygte
Kalmar FF-danskeren Mileta Rajovic blev lørdag sat i forbindelse med FC Midtjylland. Nu svarer Kalmars sportsdirektør på rygtet.
Efter blot et halvt års tid i den bedste svenske række kan det snart blive til en retur til dansk fodbold for Mileta Rajovic.
Således lød meldingen lørdag fra Ekstra Bladet. Her fremgik det, at FC Midtjylland angiveligt skulle være klar til at betale i omegnen af 15 millioner kroner for den brandvarme Kalmar FF-angriber.
Dagen derpå har rygtet også spredt sig til naboerne på den anden side af Øresund og til Kalmar FF. Således tager klubbens sportsdirektør, Jörgen Petersson, søndag bladet fra munden og sætter yderligere perspektiver på Rajovic’ mulige skifte til FC Midtjylland.
I et interview med svenske Fotbollskanalen afviser Petersson at gå ned i den konkrete sag, men kan dog fortælle, at interessen for danske Mileta Rajovic er stor.
– Det vil jeg ikke sige, svarer Petersson indledningsvist, når spørgsmålet går på, om han har modtaget nogle henvendelser vedrørende Rajovic:
– Interessen er stor, og det kan være, som det stod i den danske avis (Ekstra Bladet, red.), men der er intet konkret at melde om på nuværende tidspunkt.
– Jeg kan ikke udtale mig om det. Det eneste, jeg kan sige, er, at interessen er vokset for flere af vores spillere i løbet af foråret, og Mileta er bestemt en af dem. Og det er ret åbenlyst. Men fra interesse til forhandlinger der er vi ikke nået til endnu, lyder det fra Petersson.
Mileta Rajovic har vist gode takter senest i Kalmar FF, hvor han har vist imponerende målform siden sit skifte fra NordicBet Liga-klubben, Næstved BK, omkring årsskiftet.
16 kampe står Rajovic noteret for i Kalmar FF og det med 12 mål til følge. Han er fortsat på kontrakt i Allsvenskan-klubben frem til sommeren 2026.
Se Viaplays eksperter analysere på Mileta Rajovic’ formåen i Næstved BK omkring skiftet til Kalmar FF i videoen herunder