Medie: Generationsskifte i City skal bane vejen for PSG-stjerne
Ifølge Marca ønsker Manchester City at hente endnu en stjerne til den i forvejen stjernespækkede trup.
På trods af de netop har vundet både Premier League, FA Cup og Champions League, har City ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene.
Ifølge det spanske medie Marca, vil de nemlig hente en af Paris Saint-Germains helt store stjerner, i forsøget på at vinde flere trofæer i den kommende sæson.
Mediet skriver, at Pep Guardiola har udset sig Achraf Hakimi som ny højreback. City skulle tilmed være klar til at smide en stor pose penge efter marokkaneren.
Der skulle angiveligt være flere grunde til at de engelske mestre er på udkig efter en ny højreback til holdet.
Det skulle blandt andet være fordi Pep Guardiola og ledelsen ønsker et generationsskifte på holdet. Der passer 24-årige Hakimi godt ind i stedet for den nuværende højreback, nemlig den 33-årige Kyle Walker.
Derudover er João Cancelo på vej ud, da han og Guardiola efter sigende ikke har et godt forhold, mens Walker også kan være på vej til Bayern München, efter han skulle være klar på en ny udfordring i karrierens efterår.
Mediet melder intet om, hvor meget det vil kræve, før PSG er villige til at sælge Hakimi, men eftersom han har kontrakt for de kommende tre sæsoner formodes det, at det vil kræve en stor sum.
Achraf Hakimi kom til Paris Saint-Germain i sommeren 2021, da han skiftede fra Inter for 68 millioner euro – svarende til omkring 500 millioner kroner.
Siden da, er det blevet til 80 optrædener for pariserne med ni mål og 12 oplæg til følge.