Medie: Chelsea afviser tredje United-bud
Manchester United har for tredje gang budt på Chelsea-profilen og for tredje gang er det blevet afvist. De er dog angiveligt fortrøstningsfulde.
Man siger, at tredje gang er lykkens gang. Det var dog ikke tilfældet for Manchester United.
For ifølge The Athletic, har United fået afvist klubbens tredje bud på Mason Mount fra Chelsea.
Manchester United skulle efter sigende have budt 50 millioner pund plus fem millioner pund i mulige klausuler for Chelsea-stjernen. Det var dog ikke nok for Chelsea, der ifølge mediet ønsker 57 millioner pund nu og her og otte millioner pund i klausuler.
Derfor blev de røde fra Manchesters bud også afvist prompte – igen igen. Alt håb er dog ikke ude endnu for United.
Klubbens manager, Erik ten Hag, er angiveligt så stor tilhænger af 24-årige Mason Mount, at han er villig til at strække sig endnu længere for at få en handel til at gå hjem.
Mediet mener at vide, at United tror på, at en handel er tæt på, og de ikke nødvendigvis er nødsaget til at møde Chelsea’s krav på samlet 65 millioner pund – svarende til omkring 565 millioner kroner.
Den 24-årige engelske landsholdsspiller har kun et enkelt år tilbage af sin kontrakt, og hvis han ikke får lov til at skifte til United, forlyder flere rygter på, at han er villig til at lade sin kontrakt løbe ud, da han ikke ønsker at forlænge med Chelsea.
Mount havde ligesom resten af Chelsea-mandskabet en sæson til glemmebogen, hvorfor det også kun blev til tre scoringer og seks oplæg i 35 kampe på tværs af alle turneringer.
Du kan se Mounts tre mål fra Premier League i den forgangne sæson lige her: