Journalist: Disse tre klubber skal holde møder med Osimhen i den kommende uge
Ifølge en belgisk journalist skal Serie A-topscoreren i løbet af næste uge holde møde med tre Premier League-klubber omkring hans fremtid.
Victor Osimhen og Premier League…
Efterhånden en historie man har hørt mange gange i løbet af foråret og den tidlige sommer.
Men historierne vil heller ikke dø, og nu får de kun mere liv efter den belgiske journalist Sacha Tavolieri melder på Twitter, at Osimhens folk i næste uge skal holde møder med både Manchester United, Chelsea og Liverpool.
Han er angiveligt interesseret i et skifte til alle tre klubber som udgangspunkt, da Premier League skulle være hans drøm, men møderne skal efter sigende afgøre, hvilken af klubberne, der kommer til at føre ræset.
Hvor meget Napoli-angriberens endelige prisskilt kommer til at lyde på, kan de forskellige journalister og medier dog ikke blive enige om.
Det forlyder nemlig, at prisen på den nigerianske angriber spænder mellem 100 millioner euro og 150 millioner euro – svarende til omkring 750 millioner kroner til 1,1 milliarder kroner.
Den kommende uge kan altså gøre mange fans klogere på, om netop deres klub får fingre i den store Serie A-topscorer.
Osimhen lavede i den forgangne sæson 31 mål i 39 kampe for Napoli.