
Officielt: Real forlænger med landsholdsspiller
Real Madrid har forlænget aftalen med en af sine stamspillere for de næste fire år.

Dani Ceballos har forlænget sin kontrakt med Real Madrid for fire år.
Dermed fortsætter den spanske landsholdsspiller i kongeklubben til minimum sommeren 2027.
Det oplyser Real Madrid på sin hjemmeside fredag.
Ceballos kom til kongeklubben fra Betis Sevilla i 2017. Efter et par sæsoner blev midtbanespilleren udlejet til Arsenal i Premier League. Efter to sæsoner vendte den spanske landsholdsspiller så på ny hjem til Madrid, hvor han har været med til at vinde hele 11 trofæer.
I seneste sæson blev det til 46 kampe for Real Madrid – samlet er det blevet til 120 kampe for klubben siden ankomsten i 2017.

Derudover har Ceballos spillet 13 kampe på det spanske A-landshold. Senest var han med, da Spanien skuffede ude på Hampden Park med et 2-0 nederlag til Skotland i EM-kvalifikationen.