
Officielt: OB sælger back til udlandet
OB oplyser, at man har solgt venstrebacken til udlandet efter et lejeophold.

OB har solgt Joel King til australske Sydney FC.
Det sker på baggrund af venstrebackens lejeophold i klubben i hjemlandet, som altså nu udmunder i en købsaftale.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
– Hverken OB eller Joel er tilfredse med det, vi har opnået sammen, og når vi ser ud i fremtiden, har vi valgt at søge en løsning, hvor Joel tager tilbage til Australien. Joel har altid repræsenteret OB på en eksemplarisk måde, og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.

Hovedpersonen selv er skuffet over, det ikke blev til succes i Ådalen, men tror samtidig på, at han har lært af opholdet.
– Min tid i Odense forløb desværre ikke, som jeg havde ønsket det. Jeg er virkelig skuffet over, at jeg ikke fik vist vores fantastiske fans mit fulde potentiale. Jeg tror på, at jeg i den korte periode, jeg var i klubben, har lært meget af både hele trænerstaben og mine holdkammerater, så jeg vil være evigt taknemmelig for den mulighed, OB gav mig, siger Joel King.

Joel King opnåede 19 kampe for OB’s førstehold, hvori det blev til et enkelt mål. Den 22-årige australier har siden januar i år været udlejet til sin nu nye klub Sydney FC. Ifølge den australske klub gælder aftalen med King for de næste tre år.