Bisseck på tavlen i skuffende tysk åbningskamp ved U21-EM
Det gik bestemt ikke som håbet for det tyske U21-landshold ved EM-slutrunden, hvor de skuffende kun fik 1-1 mod Israel.
To brændte straffespark, et rødt kort til Israel før pausen og en boldbesiddelse på 78 procent.
Det tyske U21-landshold kom bestemt ikke fra start som håbet ved U21-EM-slutrunden i Rumænien og Georgien, hvor de i åbningskampen måtte nøjes med 1-1 mod miniputterne fra Israel.
Det startede også skidt for tyskerne, da Dortmund-angriberen Youssoufa Moukoko allerede efter tre minutters spil brændte et straffespark.
Efter 20 minutters spil bragte Israel sig endda foran i en situation, hvor AGF’s Yann Bisseck blev godt og grundigt snørret af israelske Dor Turgeman.
Seks minutter senere sørgede AGF’eren, som er tysk anfører under turneringen, dog selv for udligningen til 1-1, da han med hovedet snittede et indlæg fra Hoffenheims Angelo Stiller i mål.
Chancen for tysk sejr blev markant forstørret, da Israel i første halvlegs overtid blev reduceret til 10 mand, men lige lidt hjalp det.
Ny hæder til AGF’s Bisseck forud for U21-EMEt massivt overtag i spil og chancer så langt om længe ud til at skulle betale sig, da tyskerne med 10 minutter tilbage af kampen fik kampens andet straffespark, men denne gang var det Hertha Berlins Jessic Ngankam, der misbrugte fra pletten.
Dermed må tyskerne meget skuffende nøjes med et enkelt point i sin åbningskamp.
I gruppens anden kamp lagde England anderledes godt fra land, da de besejrede Tjekkiet 2-0 på mål af Aston Villas Jacob Ramsey og Arsenals Emile Smith Rowe.